TLDR – tre hovedpunkter:
- TechBBQ er stedet hvor startups og investorer møder hinanden
- Danske foundere skal være mere hårdføre
- Det er på AI-området, at virksomhederne rykker
Jeg er taget på TechBBQ, der er en stor konference om teknologi, der tiltrækker startups, investorer, studerende og universiteter fra hel verden. Og hvorfor er det relevant for AI-Portalen, der beskæftiger sig med kunstig intelligens (AI)? Det er det, fordi det er her man finder startup-laget i Danmark, der kommer her i håbet om at finde investorer til deres projekter.
Grillfest for 11. gang
Det er 11. gang, at der bliver afholdt TechBBQ i København, men det er første gang jeg er med. Som journalist er dette startup-investor forum en ny verden for mig, så jeg går all-in på presseoplevelsen og starter dagen med morgenfodringen af pressen på morgen-pressemødet.
På morgenpressemødet bliver vi fortalt om, hvordan det er svært at være startup i Danmark. Det kan være svært at hente investeringer på grund af bøvlede regler. Alligevel dukker de såkaldte ”Unicorns” op i Danmark. Danmark ligger godt til i feltet over lande, der fostrer Unicorns. Desværre bliver de ikke i landet. Dansk Erhverv (Danish Chamber of Commerce) under Dansk Erhverv vurderer, at 70 % flytter ud af landet.
Så forholdene er altså ikke optimale for Unicorns, men det er founderne af nye virksomheder heller ikke. Den er gal med mindsettet.
Kakkerlakker
Både Dansk Erhverv og Innovation Centre Denmark i Silicon Valley fremhæver, at der skal et særligt mindset til, hvis man som virksomhed skal klare sig i en global konkurrencesituation. Grundlæggerne eller founders skal være dedikerede og agile. De skal være som kakkerlakker.
”Det de siger er, at kakerlakker overlever alting. Du har ikke lyst til at have dem i dit space. Hvis vi tager det over i startup- sfæren, så har du ikke lyst til at have dem som konkurrenter. De braser bare igennem,” siger Malou Ringtved Jensen fra Innovation Centre Denmark i Silicon Valley, da jeg spørger hende efter pressemødet.
Det ligger ikke rigtigt til det danske mindset og Malene Ringtved Jensen oplever ofte, at når hun har danske startups med ud til møder med amerikanske investorer, at founderne har svært ved det aggressive mindset, der skal til. Grundlæggende har de omkring 4 minutter eller mindre til at gøre indtryk.
Malene Ringtved Jensen tror ikke, at et cockroach-mindset nødvendigvis vil slå igennem i Danmark, men hvis håbefulde startups vil ud i verden, så bliver de nødt til at tillægge sig stilen i et eller andet omfang.
”Jeg tror stadigt, at der vil være en anden måde man driver entrepenørskab på i Danmark, fordi vi tænker anderledes i forhold til velbefindende og mental helse. Hvis du skal ud og konkurrere på det globale marked, er du nødt til at have et cockroach-mindset,” siger hun.
Nybegyndere og professionelle
Som helt ny på messen kan det som lille startup være ret overvældende og svært at vide, hvor man skal begynde og hvor man skal tage fat. Andre har været med mange gange og ved præcis hvordan de skal bruge TechBBQ’s app til at få deres budskab ud til både investorer og medier.
Jeg blev undervejs i konferencen kontaktet af to meget forskellige startups, der dog begge så en fordel i, at knytte forbindelser til medier udover at jagte investorer. Og der jages investorer. Fra i hvert fald en scene var der jævnligt startup-pitches og investorer blev opfordret til at besøge standene i startup-området.
TechBBQ manifesterer prestige
Der er ingen tvivl om, at startups flokkes om konferencen, men det samme gør investorerne. Hos Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) har man været med siden starten af TechBBQ og er en af konferencens sponsorer. Det er her man møder startup-laget og finder en række af de virksomheder, som investerer i.
”Vi er der, hvor økosystemet er,” siger Jesper Lilledal, Partner i EIFO i Tech og Industri-teamet. ”Det er der, alle startups kommer. De har et ret effektivt speeddating koncept, så du får fanget alle de tidlige fase-cases og dem, som overvejer at starte noget, får du også lige lagt et visitkort hos.”
Jesper Lilledal mener, at der er sket en markant ændring i forhold til det at starte en virksomhed. Tidligere blev man betragtet som idiot, hvis man forsøgte sådan noget.
”Det var overhovedet ingen prestige i at prøve at starte virksomheder op, men det har virkeligt ændret sig,” fortæller han og forsætter ”TechBBQ er næsten en manifestation af det.”
Uddannelsesinstitutioner.
På konferencen finder vi også uddannelsesinstitutioner som DTU og CBS. Her handler det om at præsentere nye løsninger og knytte forbindelser med startups og investorer. Eller i nogen tilfælde fordi akademikerne ser en undersøgelsespopulation til større undersøgelser om fx strategi og startups.
Og hvorfor er alt det her interessant i en AI-sammenhæng. Det er det, fordi en god del af den konkrete udviklingen af AI-applikationer sker – i startup-laget. Ikke at det hele bliver til noget, men nogen udvikler sig til enhjørninger. Det er vigtigt ikke at blive forblændet af Google, Meta, OpenAI og så videre. De fleste er trods alt startet i en garage et sted.
Det er indenfor AI det sker
Når jeg går rundt på messen og ser på el-biler og får beskeder om gratis øl foran BBQ-scenen, så kan det være svært at se, hvad TechBBQ har med kunstig intelligens at gøre, men det er som Jesper Lilledal siger her hvor økosystemet er. Mit økosystem er AI og selvom det ikke altid ser sådan ud, så er det her at udviklingen indenfor AI i Danmark syder og bobler og bryder ud i Unicorn-virksomheder, mens andre forsvinder igen.
Tech-industrien som sådan har boomet indenfor de sidste år, men der, hvor der virkeligt sker noget er indenfor AI-området. Det, de ser hos EIFO er, at det virksomheder og startups, der er indenfor AI-området, der rykker i øjeblikket.
”Hvis du ser på værdiansættelserne på startups generelt, så er de faldet kraftigt tilbage i de sidste tre kvartaler. Med undtagelse af kunstig intelligens-virksomhederne,” siger Jesper Lilledal.
Så det er her de rykker og det er her de mødes.