En af de store historier på AI-området på det seneste, var at Guvernør Gavin Newsom den 29. september nedlagde veto mod loven SB 1047, der var set som en ret omfattende på AI området. Særligt når man ser på hvad der ellers er vedtaget af lovgivning på området i USA. Mens SB 1047 ikke blev vedtaget, så blev en række andre love om AI dog vedtaget og guvernøren har heller ikke afvist at gå videre med lovgivning, der er lige så omfattende.
SB 1047
Lovforslaget SB 1047, der var kommet igennem den lovgivende forsamling i Californien indeholdt en række elementer, der i amerikansk sammenhæng er ret vidtgående. Den indeholdt regler om, at udviklere skulle udarbejde detaljerede sikkerhedsprotokoller, der skulle forhindre ”kritisk skade” – som fx produktion af biologiske eller kemiske våben eller cyberangreb. Alle store AI-modeller skulle underlægges årlige, uafhængige gennemgange, der skulle offentliggøres. Systemerne skulle have indbygget en ”stopknap”, der gør det muligt at lukke ned for systemet. Endeligt skulle dem, der brugte de store systemer, overvåge og rapportere, hvordan deres systemer blev brugt. Guvernør Newsoms begrundelse for at nedlægge veto var, at loven simpelthen ikke var gennemarbejdet nok. Samtidigt valgte han at række ud til en række eksperterpå området for at få deres råd til, hvordan man kan skrue en sådan lovgivning sammen. De fleste iagttagere er enige om, at han dog også til en vis grad har taget hensyn til protesterne fra industrien.
Atten love er vedtaget
Det der ikke så ofte bliver fortalt er, at inden han afviste SB 1047, så underskrev Guvernør Newsom faktisk 18 love, der skal regulere AI-området. Indenfor medie- og underholdningsbranchen er der indført regler om brugen af digitale kopier af skuespilleres stemme og udseende, skal være grundigt beskrevet i kontrakter og der må ikke bruges kopier af afdøde skuespillere. Der er også blevet indført lovgivning, der påbyder udviklere at offentliggøre information om deres træningsdata. Det træder i kraft i 2026. AI generet materiale skal nu tydeligt deklareres. Indenfor sundhedsvæsenet skal man nu oplyse overfor patienterne, når der indgår AI i behandlingen og der er indført overvågning af brugen af AI i sundhedsvæsenet. Flere af lovene kræver af platforme deklarerer eller fjerner AI genereret materiale.
Industrien var imod lovgivningen
Techgiganter som OpenAI, Google og Meta havde udtalt sig imod lovgivningen og blev bakket op af en så fremtrædende stemmer, som Fei-Fei Li, der er kendt som AI’s gudmor, og den ledende demokrat Nancy Pelosi. Klumme-skribent fra New York Times, Kevin Roose, har i podcasten ”Hard Fork” spekuleret over, om den modstand måske kan komme til at bide dem i haserne senere. Hans argument er, for det første, at lovgiverne i Californien for det første havde taget initiativ til at få lavet en lovgivning i ”fredstid”. Ofte vedtages lovgivning på grund af igangværende kriser og bliver derfor skrevet i en fart med risiko for lovsjusk. Her var lovgiverne i god tid og havde givet sig tid til lovgivningsprocessen. For det andet, argumenter Roose, så er der her tale om lovgivning, der regulerer på brugsniveau – altså hvordan systemerne bruges. Lovgivningen, som SB 1047, der ville gælde på applikationsniveau – altså udviklingsdelen – blev ikke vedtaget. EU’s AI forordning, som de amerikanske virksomheder er så utilfredse med, fungerer også på brugsniveau – den regulerer hvad man må bruge systemerne til. Og det har i techgiganternes verden gjort det vanskeligt at operere i Europa. Her havde man chancen for noget andet, men arbejdede imod det.
Problemer med ytringsfriheden
Som en krølle på historien, så blev loven AB 2839 for nyligt underkendt af U.S. District Judge John A. Mendez i en føderal sag om en række deepfake videoer med blandt andet vicepræsident Kamala Harris. Sagen var anlagt af den konservative kommentator Christopher Kohl, der stod bag videoerne. Dommeren fandt, at loven var for vidtgående og begrænsede kommentatorens rettigheder i henhold til det første forfatningstillæg. Med andre ord begrænsede loven Kohls ytringsfrihed, ved at forbyde ham hans ytringsretssikrede ret til at bedrive satire.